Træthed er en af de mest udbredte gener i befolkningen. Mange danskere oplever dagligt lav energi, koncentrationsbesvær og en følelse af at være “trætte uden grund”. Men følelsen af manglende energi skyldes sjældent kun én ting.
Denne artikel giver et evidensbaseret overblik over de mange faktorer, der påvirker energiniveauet, og hvordan man med kost, søvn, bevægelse og rutiner kan skabe mere overskud i dagligdagen – uden at søge mirakelkure eller energidrikke.
Værd at vide om årsager
- Kroppens celler producerer energi i små “kraftværker” kaldet mitokondrier
- Mangel på essentielle næringsstoffer kan give træthed, f.eks. jern, vitamin B12, vitamin D, og de kan føre til egentlig blodmangel (anæmi), som giver voldsom træthed og andre symptomer.For lidt motion, lys og frisk luft kan bidrage til træthed. En frisk gåtur eller anden motion giver måske umiddelbart træthed, men styrker hjernen og giver mere energi og kræfter.
- Mangel på bare 1-2 timers søvn i flere dage kan mærkbart påvirke hukommelse og energi
- Kvinder i overgangsalderen oplever ofte nedsat energi pga. hormonelle forandringer
Hvad siger forskningen om energi & træthed?
- Flere studier viser, at omkring 15–30 % af voksne uden kendt kronisk sygdom eller mangeltilstande rapporterer træthed.
- Ifølge Sleep Medicine Reviews (2013) er søvnkvalitet en af de vigtigste enkeltfaktorer for fysisk og mental energi
- For store måltider og alkohol giver træthed. Sukker og hurtige kulhydrater som stivelse kan give et hurtigt energifix, men efterfølges hurtigt at træthed når blodsukkeret igen falder. Protein er nok dét der stimulerer hjernen bedst til at man får en følelse af mere energi. Koffein fra kaffe og energidrikke giver mere energi til hjerne og muskler, men skal indtages i beherskede mængder.
- Et studie i anti-inflammatoriske kost og træthed publiceret i Nutrients (2019) viser, at en kost rig på fibre, polyfenoler, sunde fedtsyrer og næringsstoffer dæmper inflammationen og stabiliserer blodsukker og tarmbarriere, hvilket kan mindske oplevet træthed og “hjernetåge”
Typiske årsager til lav energi
- For lidt eller afbrudt søvn
- Ensidig kost med få næringsstoffer kan give mangeltilstande
- For lidt dagslys og frisk luft
- Højt stressniveau eller overstimulering
- Manglende fysisk aktivitet
- Uregelmæssige spisetider
- Overforbrug af koffein og sukker
Skjulte årsager til træthed – og hvad du kan gøre
Hvis du føler dig konstant træt, selv efter hvile og søvn, kan årsagen stikke dybere end bare manglende timer på øjet. Træthed kan være kroppens måde at fortælle, at den mangler vigtige næringsstoffer – især jern og D-vitamin. Jernmangel er særlig udbredt blandt menstruerende kvinder, da de regelmæssigt mister blod, og fører ofte til lav energi og svækkelse, da jern er nødvendigt for at transportere ilt rundt i kroppen. D-vitamin, som vi primært danner via sollys, spiller en vigtig rolle for både immunforsvar og muskelfunktion – og mangel ses hyppigt i vintermånederne.
En anden hyppig, men overset årsag til vedvarende træthed er stress, angst eller nedtrykthed. Disse tilstande belaster både krop og sind og kan føre til udmattelse, selv uden fysisk anstrengelse. Ligeledes kan dårlig søvnhygiejne og uregelmæssige døgnrytmer forstyrre kroppens naturlige restitution.
Endelig kan overforbrug af koffein eller mangel på daglig bevægelse paradoksalt nok gøre dig mere træt. Koffein giver kortvarig energi, men kan forstyrre søvnen, og en stillesiddende livsstil dræner kroppen for naturlig vitalitet.
Hvis trætheden hænger ved, bør du se nærmere på din kost, søvnrutine, mentale balance og daglige bevægelse. Små justeringer kan ofte gøre en stor forskel.
Livsstilsfaktorer der påvirker energiniveauet
1. Søvn: Den vigtigste energikilde
Mangel på søvn eller dårlig søvnkvalitet er blandt de hyppigste årsager til træthed. Det anbefales generelt at sove 7-9 timer pr. nat, afhængig af alder og behov. En fast søvnrytme, begrænset skærmtid før sengetid og ro i soveomgivelserne kan støtte bedre søvn. Har man svært ved at sove bør man forsøge også at undgå alkohol og kaffe efter kl 18.
2. Stabilt blodsukker
Store udsving i blodsukkeret – fx efter måltider rige på sukker og hvidt mel – kan give midlertidige energi-“highs” efterfulgt af dyk, hvor kroppen føles træt og uoplagt. En kost bestående af fuldkorn, kostfibre, protein og sunde fedtstoffer bidrager til en mere stabil energi.
3. Bevægelse og dagslys
Selvom det kan virke modstridende, giver fysisk aktivitet mere energi på sigt. Regelmæssig bevægelse øger blodgennemstrømningen og stimulerer udskillelsen af signalstoffer som dopamin og endorfiner, der øger vitalitet. Dagslys er også en vigtig regulator af døgnrytmen.
4. Kost og mikronæringsstoffer
En varieret og næringsrig kost støtter kroppens energiproduktion. Forskning peger på, at mangel på visse næringsstoffer, som fx jern, D-vitamin, B12 og magnesium, kan påvirke energiniveauet. Det anbefales at tale med en sundhedsprofessionel ved vedvarende træthed. Med alderen falder mitokondriernes aktivitet, og der giver typisk mindre energi til hjernen og musklerne. Mange har glæde at at supplere kosten med kreatin, NAD+ og Q10, som er naturlige stoffer som kroppen skal bruge i sit energistofskifte.
5. Stress og mental træthed
Langvarig stress påvirker ikke kun humøret, men også kroppen fysisk. Kortisol som er kroppens stresshormon, øger forbrændingen af dine ressourcer og fører til udmattelse over tid. Mentale pauser, dybe åndedrag, gåture og andre fysiske aktiviteter kan være energigivende.
6. Digital overstimulering
Det moderne liv, hvor vi har konstant adgang til nyheder, sociale medier og e-mails er udmattende for vores hjerne. Træn dig i at tage nogle bevidste digitale pauser i løbet af dagen og få fornyet energi og mental klarhed.
Blåt lys – en skjult søvntyv
I vores moderne hverdag, er vi konstant omgivet af skærme – telefoner, tablets, computere og tv. Disse udsender en særlig type lys kaldet blåt lys, som har en kraftig påvirkning på vores biologiske døgnrytme. Blåt lys undertrykker nemlig kroppens naturlige produktion af melatonin, det hormon, der gør os søvnige og hjælper os med at falde i søvn.
Selvom blåt lys i dagtimerne kan øge årvågenhed og fokus, kan eksponering om aftenen forstyrre din evne til at falde i søvn og mindske søvnkvaliteten. Resultatet er, at du føler dig træt og uoplagt – også selvom du har fået tilstrækkeligt med timers søvn.
Hvis du ofte bruger skærme op til sengetid, kan du forsøge at dæmpe lyset, bruge “nattelys”-funktioner, eller helt undgå skærm de sidste 1-2 timer før sengetid. Du kan også overveje briller med blålysfilter eller indstille dine enheder til at reducere det blå spektrum i aftentimerne. Små ændringer kan gøre en mærkbar forskel for både søvn og energi i hverdagen.
Råd til mere energi i hverdagen
- Gå i seng og stå op på faste tidspunkter – også i weekenden
- Sørg for at der er helt mørkt og køligt i soveværelset
- Spis et morgenmåltid med protein, fibre og sunde fedtstoffer
- Bevæg dig i minimum 30 minutter dagligt
- Få dagslys, gerne tidligt på dagen
- Undgå skærm og blåt lys 1 time før sengetid
- Skab “energipauser” med ro, musik eller frisk luft
- Reducér kaffeindtag efter kl. 14 , og stop helt inden kl 18
- Prioritér relationer og aktiviteter, der giver mening
Hvilke symptomer bør give anledning til lægebesøg?
- Vedvarende træthed i flere uger uden forklaring
- Uforklarligt vægttab, åndenød eller hjertebanken
- Mistanke om lavt stofskifte, jernmangel eller vitaminmangel
- Ved mistanke om depression eller udbrændthed
Hvad med energidrikke og kosttilskud?
Selvom energidrikke giver et hurtigt energiboost, er de ofte rige på sukker og koffein, som kan forstyrre søvn og give uro. Koffein blokerer træthedssignalet adenosin i hjernen. Et mindre dagligt indtager ikke usundt, men langvarig brug anbefales ikke. Ved mistanke om mangeltilstande bør man altid tale med en sundhedsprofessionel, før man starter på tilskud.
Konklusion om energi & træthed
Energi er en ressource, der skal vedligeholdes. I stedet for at søge hurtige løsninger, handler det om at opbygge vaner, der understøtter kroppens naturlige energiproduktion. Små justeringer i søvn, kost, bevægelse og stresshåndtering kan have stor betydning over tid.
Kilder og videre læsning
- Sundhed.dk (2024). Træthed og energiniveau
- European Journal of Public Health (2010). Fatigue and chronic fatigue syndrome-like complaints in the general population
- Journal of Clinical Sleep Medicine (2013): The Role of Sleep Duration in the Regulation of Energy Balance: Effects on Energy Intakes and Expenditure
- Nutrients (2019). Anti-Inflammatory Diets and Fatigue
Disclaimer
Exactly Nutrition Aps følger strenge retningslinjer for kildevalg for at sikre, at vores indhold er korrekt og opdateret. Vi baserer os på peer-reviewed studier, akademiske forskningsinstitutioner og medicinske organisationer. Vi stræber efter at bruge primære kilder og undgår at anvende tertiære referencer. Har du fundet en fejl? Giv os besked på kontakt@exactlynutrition.dk!